Påske i Danmark


Påsken i Danmark er ofte forbundet med chokolade, gule kyllinger, påskeliljer, forår og religion. Mange danskere ved rent faktisk ikke hvorfor man holder påske. Påsken i Danmark har nemlig en masse helligdage, hvor rigtig mange danskere har fri fra arbejde og alle skoler holder ”påskeferie”.

Påsken er meget mere end blot en dag man har fri fra skole eller arbejde, der ligger nemlig mere bag, hvis man ser på den kristne religion.

Helligdagene i påsken, 2016:

Torsdag d. 24. Marts: Skærtorsdag

Fredag d. 25. Marts: Langfredag

Søndag d. 27. Marts: Påskedag

Mandag d. 28 Marts: 2. Påskedag

Forklaring af påskens dage

Skærtorsdag – var dagen, hvor Jesus Kristus indstiftede nadveren og vaskede sine disciples fødder. ”Skær” betyder renselse.

Langfredag – var dagen hvor Jesus Kristus døde på korset. Det er i langt de fleste lande med kristne befolkninger en helligdag.

Påskedag – var dagen hvor Jesus Kristus genopstod fra sin grav efter at have været død siden Langfredag.  Påskedag falder på den første søndag efter langfredag.

2. Påskedag – er dagen efter påskedag, hvor man i den danske folkekirke mindes at Jesus Kristus møder de 11 disciple. Også denne dag er en helligdag.

Traditioner

Påskefrokoster

Rigtig mange danskere fejrer/holder påske ved med påskefrokoster. På bordet til en påskefrokost vil man typisk finde lam, æg, sild, specielle påskeøl og ikke mindst snaps.  Påskeøllene hedder ”Påskebryg” og det er en særlig øl, som bryggerierne sender ud i butikkerne op til påske hvert år. De har som regel en højere alkoholprocent end almindelige øl.

De kan let sammenlignes med de danske julefrokoster, men påskefrokosten indeholder mere ”let” mad end man får til julefrokoster.

Påskefrokosterne i Danmark kan både blive holdt for kollegaer, familie eller venner. Det er en skøn tradition, som er en del af den danske hygge.

Gækkebreve og påskeæg

Chokolade er også en ting som alle i Danmark og især børn forbinder med påsken. At give den man holder af et påskeæg i form af chokolade er meget populært. Også påskeharen  i chokolade er meget kendt i Danmark.

Tit er påskeæggene forbundet med gækkebreve. Gækkebrevet er oftest klippet ud i flotte mønstre, hvor modtageren så skal gætte hvem afsenderen er. Gækkebrevet vil oftest bestå af sjove rim. Hvis modtageren ikke gætter hvem afsenderen er, vil modtageren skylde afsenderen en gave – oftest et påskeæg af chokolade. Hvis modtageren gætter den korrekte afsender vil det være afsenderen der skylder modtageren et påskeæg.

Æggepustning

Andre sjove påske traditioner, som især bruges af børnefamilier er at male æg. Man tager et ukogt æg, prikker et lille hul i bunden og toppen, hvorefter man kan puste æggets indhold ud og derefter male flotte mønstre på det. Man kan enten hænge de færdige æg op eller bruge dem som bordpynt.

Blomster

En række fine blomster, som forbindes med påsken i Danmark er  især påskeliljer, vintergækker og krokusser. De gives ofte som værtindegave, hvis man bliver inviteret til påskefrokost.

Det siges også at når vintergækkerne springer ud i Danmark, så er det det første tegn på, at foråret er på vej. Vintergækkerne er derfor et tegn på glæde og på at en lysere tid er på vej. I Danmark er vinteren nemlig ofte meget mørk og kold.

Påskepynt

Ligesom man pynter op til jul med engle, nisser og andre julede ting, er der også mange danskere som holder af at pynte op til påske. Typisk påskepynt i Danmark vil være gule kyllinger, malede påskeæg, farverige kaniner. Påskens pynt er som regel meget farverig og i forårs-farver, som f.eks. gul, lyserød, lilla, lysegrøn, orange, osv.

Påskepynt bringer forårsglæde og lyse farver ind i hjemmet. Det giver ethvert sted liv og glade dage!

Populære Byer